Eduard Eggeling (1869-1945) var oprindeligt uddannet billedhugger, men svær sygdom tvang ham til at opgive større skulpturarbejder og i stedet tegnede han en lang række kunstindustrielle produkter som lamper og lysekroner, men også møbler, gravmæler, keramik og metalarbejder, fx ovne. Og det var netop en ovn -en kakkelovn-, der førte Cohr på sporet af Eggeling. Eggeling lavede i starten af 1900tallet en række modeller til kakkelovne for C. M. Hess i Vejle. De var efter tidens smag prydede med ornamenter. Det var lignende ornamenter, man ønskede overført til et nyt sølvbestik.

Eggeling tegnede seks versioner med et tydeligt bindesbøllsk præg og der blev lavet stempler efter alle seks mønstre, så publikum kunne vælge. Det var kun mønstret Tang, der faldt i købernes smag; til gengæld blev det landets mest solgte sølvbestik i det næste halve årti.